NISSAN BETALER REGISTRERINGSAFGIFTEN PÅ DERES ELBILER

Fra 2016 er elbiler blevet pålagt registreringsafgift i Danmark. Det sker via en gradvis indfasning over fem år, startende med 20% i 2016. 

Hos Nissan mener man dog ikke, markedet er modent til en sådan prisstigning endnu, så de vælger, at starte året op med priser på elbilerne LEAF og e-NV200 på samme niveau som i 2015.

Nissan LEAF er verdens mest solgte elbil med mere end 200.000 eksemplarer. LEAF er også en af de mest solgte elbiler i Danmark, hvor den er populær både hos det offentlige samt private. Denne position vil Nissan gerne holde fast i, og eftersom elbilsmarkedet trods alt endnu ikke er så veletableret, mener de ikke, tiden er inde til prisstigninger i forbindelse med statens pålægning af registreringsafgifter på elbiler. Nissan LEAF kan derfor stadig fås fra lige under 250.000kr.

Det samme gælder for elbilen e-NV200, der både fås som personbil med henholdsvis fem og syv sæder og som varebil. Her starter priserne for personbilsudgaven ved lige under 275.000 kr. og varebilsudgaven koster lige under 200.000 kr. ekskl. moms.

Nissan LEAF nu med længere rækkevidde op til 250 km*

Den populære Nissan LEAF kommer nu også med mulighed for et 30 kWh batteri, hvor rækkevidden er øget med 26% og nu kan række op til 250 km*. 30 kWh batteriet fås til udstyrsversionerne Acenta og Tekna og er iøvrigt omfattet af en garanti på 8 år/160.000, hvilket beviser Nissans tiltro til elbilsteknologiens driftssikkerhed.

LEAF modelår 2016 Acenta og Tekna versionerne er herudover udstyret med den nyeste generation af mærkets roste NissanConnect EV-infotainmentsystem. Det omfatter et nyt interface og digital radiomodtager samt en intuitiv 7” touch screen, hvor der kan zoomes ind og ud samt skiftes menuer ved tryk direkte på skærmen.

Ralph Gonsalves, chef for Nissan i Danmark, udtaler: ”Fra starten af dette år blev LEAF pålagt registreringsafgift, hvilket ville give prisstigninger på mellem 16.500 og 34.000 kr. svarende til 5-10%. Det kan syne af lidt, men bilkunder i Danmark er meget prisfølsomme, og en sådan prisstigning er meget på en vare, der endnu ikke er veletableret i markedet.

Vi har derfor valgt af udligne den prisstigning med et kampagnetiltag svarende til det beløb, som registreringsafgiften ville have medført, da det står klart for os, at privatmarkedet, som vi nu endelig er kommet lidt igang med, vil gå fuldstændig i stå, hvis vi ikke tager drastiske midler i brug.

Vi har sammen med udlejningsselskaberne AVIS og SIXT haft stor success med leje af elbiler – også til private. Og vi kan nu se, at flere vælger selv at købe en LEAF efter at have lejet den i en periode og fundet ud af, den passede til deres behov. Regeringen mener, elbilsmarkedet er modent til en indfasning i vores i forvejen meget komplekse registreringsafgiftssystem. Det mener vi ikke, og vi ønsker at gøre vores til, at elbiler fortsat opfattes som et godt og stadig økonomisk overkommeligt alternativ.”

*NEDC godkendt rækkevidde