NISSANS NETTOINDTJENING ENDTE I REGNSKABSÅR 2012 PÅ 3,21 MILLIARDER EURO

Nissan Motor Co., Ltd. offentliggør nu resultatet for regnskabsåret 2012, der sluttede den 31. marts 2013. Nissan stod over for en række udfordringer i regnskabsåret 2012, men alligevel gjorde resultatet i 4. kvartal det muligt for koncernen at opfylde målsætningen for hele årets nettoindtjening. Nissan genererede også et stærkt frit cash flow og styrkede sin balanceopgørelse i regnskabsår 2012.

Nissan har indsendt følgende resultater til børsen i Tokyo for regnskabsåret 2012, der sluttede den 31. marts 2013. Tallene er baseret på valutakursen 106,8 yen/EUR:

  • En nettoomsætning på 90,17 milliarder EUR
  • Et driftsoverskud på 4,90 milliarder EUR
  • Et ordinært resultat på 4,96 milliarder EUR
  • En nettoindtjening på 3,21 milliarder EUR

I regnskabsår 2012 nåede salget globalt op på 4,914 millioner biler, hvilket er rekord og en stigning på 1,4 % i forhold til regnskabsår 2011. På verdensplan blev der lanceret ti nye modeller inklusive den nye Altima i USA, Sylphy i Kina og Note i Japan.

Carlos Ghosn, som er Nissans President og Chief Executive Officer, udtalte: "Regnskabsåret 2012 var kendetegnet af både succeser og udfordringer for Nissan. Vi sluttede året med en god balanceopgørelse, rekordhøjt salg på verdensplan, et styrket brand og en større tilstedeværelse på vigtige vækstmarkeder. Og hvad der er lige så vigtigt er, at vi har taget forholdsregler, der vil gøre os i stand til at klare os gennem de kommende udfordringer og alligevel vækste markant. Nu, hvor vi går ind i 3. år af Nissan Power 88-midtvejsplanen, er jeg overbevist om, at vi har den rette strategi til at opfylde vores forretningsmålsætninger".

Hvad angår salgspræstationen på de globale markeder, steg salget i USA med 5,4 % til 1,14 millioner biler. Salget i Kina, hvor salget af japanske biler er blevet påvirket af striden om en ø-gruppe, faldt med 5,3 % i forhold til året før til 1,18 millioner biler. I Europa inklusive Rusland udgjorde salget 660.000 biler, hvilket er et fald på 7,5 %. Salget i Japan blev på 647.000 biler, og det er et fald på 1,3 %. I andre lande kunne der rapporteres om et stærkt salg. Det gælder blandt andet Thailand, Brasilien og Mellemøsten med et salg på i alt 959.000 biler, hvilket er en stigning på 16,3 % i forhold til året før.

Nissan konsoliderede sin position som førende producent af elbiler og inden for nul-emissions-mobilitet i løbet af regnskabsåret. Siden introduktionen er der på verdensplan blevet solgt over 62.000 eksemplarer af Nissan LEAF. I 2012 iværksatte Nissan produktion af elbiler i USA og Storbritannien for at gøre det nemmere at øge salget på verdensplan.

Prognose for regnskabsår 2013

Den globale salgsprognose for regnskabsåret 2013 er 5,3 millioner biler, hvilket svarer til en stigning på 7,8 %. Nissan har planer om at lancere flere nye biler i regnskabsår 2013 - deriblandt den første nye model med Datsun mærket.

På baggrund af den salgsprognose og en valutakurs på 95 yen/US $ og 122 yen/EUR har Nissan udarbejdet følgende proforma-prognose for regnskabsåret, der slutter den 31. marts 2014.

  • Prognosen for nettoomsætningen er EUR 91,80 milliarder
  • Driftsoverskuddet forventes at blive EUR 5,74 milliarder
  • Det ordinære resultat forventes at blive EUR 5,45 milliarder
  • Nettoindtjeningen forventes at blive EUR 3,44 milliarder

På grund af ændrede rapporteringsstandarder vil Nissan anvende en anden metode til opgørelse af sine økonomiske resultater fra regnskabsår 2013. Specifikt vil Nissan skifte til equity-metoden for regnskabsaflæggelse fra og med regnskabsår 2013 for joint venture-virksomheden med deltagelse af Nissan og Dongfeng i Kina. Selv om rapporteringen af nettoindtjeningen vil være uændret med den nye opgørelsesmetode, vil indtjeningsrapporterne fra nu af ikke længere indeholde resultaterne for omsætning og driftsoverskud for Dongfeng-Nissan.

På basis af den nye rapporteringsmetode indsendte Nissan følgende prognoser til børsen i Tokyo på baggrund af en kurs på122 yen/EUR for regnskabsåret, der slutter den 31. marts 2014:

  • Prognosen for nettoomsætningen er EUR 85,0 milliarder
  • Driftsoverskuddet forventes at blive EUR 5,0 milliarder
  • Det ordinære resultat forventes at blive EUR 5,29 milliarder
  • Nettoindtjeningen forventes at blive EUR 3,44 milliarder