OVERSIGT: NISSANS STAND PÅ 2015-UDGAVEN AF BILUDSTILLINGEN I TOKYO

Nissan Motor Co., Ltd. offentliggjorde i dag en oversigt over sin stand på den 44. udgave af Tokyo Motor Show, som vil blive afholdt i Tokyo Big Sight og være åben for publikum fra den 30. oktober og til den 8. november.

På udstillingen vil man blandt andet kunne se Teatro for Dayz  – en innovativ konceptbil, som udtrykker en ny retning inden for mobil teknologi. Denne konceptbil er designet specielt til den digitale generation, bryder med konventionerne og markerer et ændret syn på fremtiden.

 

Af højdepunkter på Nissans stand kan nævnes:

  • Nissan Gripz Concept, som vises for første gang i Japan, efter at den i sidste måned blev præsenteret på 2015-udgaven af biludstillingen i Frankfurt
  • En opgraderet udgave af Nissan Leaf med øget batterikapacitet, som giver en markant længere rækkevidde
  • Førende teknologier til selvkørende biler samt førende sikkerhedsteknologier
  • Nissan Concept 2020 Vision Gran Turismo 

I alt 20 biler vil være udstillet, herunder X-Trail Hybrid Mode Premier og Juke 16GT Four Personalization-modeller og modeller med særligt udstyr, herunder Skyline 350GT Hybrid Type-SP Cool Exclusive, Fuga 370GT Type-S Cool Exclusive og Serena Highway Star V Selection.

 

Nissans stand er placeret i udstillingshal 2 i vestsiden. Yderligere detaljer om de udstillede biler:  

Teatro for Dayz – innovativ kørsel for den næste generation

Nissan beskriver generationen, som er gået direkte fra vuggen til den digitale teknologi, som "share natives” (delegenerationen). I løbet af nogle få år vil denne generation komme i den alder, hvor man normalvis begynder at køre bil, men indtil videre har generationen ikke vist ret stor interesse for biler. Hvilken type bil vil gøre indtryk på delegenerationen? Har den overhovedet noget ønske om at køre bil? Nissan har designet en spændende løsning: Teatro for Dayz.

 

Teatro for Dayz: Navnet er afledt af det italienske ord for teater og en Nissan minibil.  Denne konceptbil har et innovativt design og funktioner, som gør det muligt for medlemmer af delegenerationen at skabe og øjeblikkeligt dele oplevelser med venner både i bilen og online. Den er designet ud fra konceptet om "et rent lærred”, og bilens vigtigste feature er dens bløde, hvide interiør, som får instrumentpanelet, sæderne og endda dørbeklædningen til at virke som et tomt lærred, som man kan udtrykke sig på.

 

Teatro for Dayz er bygget på basis af Nissans elbilsteknologi. Så den er lige så meget et gigantisk transportabelt batteri, som den er et transportmiddel på fire hjul. For delegenerationen drejer det sig om følgende: Biler kan fungere som mobile apparater for passagerer, der er interesserede i at skabe, koble sig op og dele.

Hvad Teatro for Dayz er, og hvordan den bruges, vil dog i sidste instans være noget, delegenerationen selv kommer til at afgøre. På biludstillingen vil du få et indblik i fremtiden og se, hvad den næste generations kreativitets kommer til at byde på.

Nissan Gripz Concept — sports-crossover med seriehybrid-el-drivlinje

Nissan GRIPZ Concept er udtænkt af designere i Europa og Japan og blander evnerne og de praktiske egenskaber fra en kompakt crossover med spændingen og præstationerne fra en sportsvogn. 

Nissan Gripz Concept er udstyret med et seriehybridsystem baseret på elbilsteknologi – Pure Drive e-Power – og leverer derfor en glidende og raffineret køreoplevelse med en fremragende brændstofeffektivitet. I dette system anvendes en effektiv benzinmotor til at levere strøm til samme type elmotor, som også anvendes i Nissan Leaf.

Nissan Gripz Concepts udvendige look er blevet styret af "emotional geometry”. Karrosseriudformningen viser stærke kontraster med den dynamiske og kantede overflade. Indvendigt har den et "svævende vingeformet” instrumentpanel med et elegant tyndt design, som kombinerer styrke med enkelthed.

Nissan Concept 2020 Vision Gran Turismo — ny farve, øget tilstedeværelse

Nissan Concept 2020 Vision Gran Turismo – en superbils-konceptbil udviklet i samarbejde med Polyphony Digital Inc., som er skaberne af racerløbscomputerspillet Gran Turismo til PlayStation – vil med sikkerhed øge Nissans betragtelige tilstedeværelse i og uden for spillets verden yderligere.

Den seneste model i Vision Gran Turismo-projektet blev præsenteret i forbindelse med Goodwood Festival of Speed 2014 i England. Nissan Concept 2020 Vision Gran Turismo er lakeret i den nye farve Fire Knight red og er udstyret med Nissans V-motion-signaturkølergrill med et nyt udtryk. Den er den fysiske virkeliggørelse af en virtuel bil, som computerspillere over hele verden oplever Nissans præstationer og innovation gennem.

NB: "PlayStation” og "Gran Turismo” er varemærker, som tilhører Sony Computer Entertainment, Inc.

Den nye Nissan Leaf til det japanske marked – længere rækkevidde

Siden lanceringen af Nissan Leaf i 2010 er der på verdensplan blevet solgt næsten 200.000 eksemplarer, hvilket gør den til verdens mest solgte elbil. På dette års biludstilling i Tokyo vil Nissan fremvise en ny udstyrsversion med en rækkevidde på op til +26 % på en enkelt opladning (jf. Nissans interne målinger, som er baseret på japanske kørselsforhold) samt avanceret sikkerhedsteknologi, som er standard i alle udstyrsversioner på det japanske marked, herunder automatisk nødopbremsning, der er udviklet til at hjælpe førere med at undgå eller mindske effekten af frontale kollisioner, og vognbaneassistent. Nissan har planer om at annoncere de seneste Nissan Leaf udstyrsversioner til Japan i november og påbegynde salget i december.

Livestreaming
Pressekonferencen og andre højdepunkter fra Nissan udstillingen kan ses direkte live via webcast på Ustream.