Tilbage

BIL DELTAGER I VM I KATAMARAN SEJLADS I AARHUS

Bilfabrikanten Nissan stiller op til VM i A-klasse katamaran, der i denne uge foregår i Aarhus. Nissan har bygget en katamaran på sit designværksted i USA og stiller nu op til VM - endda med den ansvarlige designer ved roret.

I denne uge løber VM i A-klasse katamaran af stablen i Aarhus. I år er det lidt overraskende med deltagelse af bilproducenten Nissan, der har designet og bygget en katamaran i deres bil designcenter, Nissan Design America (NDA) i USA. Til at sejle båden har Nissan deres designansatte amerikaner Matt Struble. Et valg der synes naturligt, set i lyset af at Matt er amerikansk mester i A-klasse katamaran.

Det er ikke usædvanligt, at Nissans designcenter præsenterer ikke-automobile designprojekter. Nogle af de seneste projekter inkluderer bl.a. en 150-fods yacht, golfudstyr, møbler og et fly. Ifølge Nissan kan mange af de teknologier, processer og teknikker, der bruges til at skabe de ikkeautomobile projekter overføres til bilproduktionen, iform af nye måder at tænke materialer, anvendelse og form, hvilket bidrager til konstant fornyelse og innovation til fremtidens Nissan blier.

"Det Nissan er rigtigt gode til, er hele tiden at forny os og tænke 'ud af boksen'. Det så vi med vores Juke, der er helt anderledes i sit stilistiske udtryk, og det ser vi med vores elbil, LEAF, og det ser vi nu på vandet med vores egen katamaran" siger Peter Hal, direktør hos Nissan Danmark.
"Vores arbejde med katamaranen er et godt eksempel på og samtidig en inspirationskilde for vores arbejde med elbiler, der jo begge er powered by nature."

Hvis man har lyst til at opleve det sidste nye designprojekt fra Nissan Design America Center, Aklasse katamaranen, kan den opleves fra d. 13. august til den 20. i Skødstrup, Aarhus.