Nissan udvider i Storkøbenhavn

På baggrund af markant stigende efterspørgsel på Nissan´s biler i Danmark, udvider Nissan nu forhandlernetværket i blandt andet Storkøbenhavn. Således har Nissan netop underskrevet en hensigtserklæring med Andersen Biler om åbning af to helt nye Nissan bilforretninger i Storkøbenhavn.

Nissan's danske landechef Ralph Gonsalves udtaler: "Vi er rigtig glade for den samarbejdsaftale, vi netop har underskrevet med Andersen Biler vedrørende forhandling af Nissan i Storkøbenhavn. Nissan er i kraftig vækst i Danmark, og med denne styrkelse af vores danske forhandlernetværk, har vi alle forudsætninger for at fortsætte den positive udvikling".

Opstart i den første facilitet, beliggende Sandbækvej 3A i Rødovre, vil allerede være februar 2014. Opstart i anden facilitet, beliggende Rovsingsgade i København, forventes at ske i andet halvår af 2014. Der er tale om to komplet nye bygninger, som forventes at stå færdige med udgangen af 2014. Opstarten i Rødovre vil således indledningsvist ske fra foreløbige bygninger på nabomatriklen, mens byggeriet pågår.

Andersen Biler beskæftiger i dag 132 medarbejdere fordelt på forretninger i København, Herlev, Roskilde samt 2 forretninger i Ballerup.

Salgsdirektør hos Andersen Biler, Jan Klausen, udtaler: "Vi glæder os rigtig meget til at præsentere Nissans brede program og ser frem til at være en del af den voksende succes, som Nissan oplever i både Danmark og resten af Europa".